Blødersagen
Indblik i Blødersagen - tryk her

Her er historien om mit liv
Den 23 februar 1976 klokken fem minutter i otte om morgenen blev jeg født. Og den 16 april samme år blev jeg døbt Palle Lykke Ravn og dengang var det umuligt at spå om hvordan mit liv skulle forme sig.
Min mor Rita var født i en bløderfamilie og begge hendes brødre var blødere (hæmofili), men lægerne mente dengang ikke at der var en risiko for at hun kunne få bløderbørn, min storebror Per var ikke blevet det. To måneder fra jeg blev født gik der før min mor endelig fik overbevist lægerne om at jeg skulle undersøges, jeg fik let blå mærker  og mor vidste med det samme hvad det betød. Lægerne måtte efter undersøgelserne erkende at jeg var født med blødersygdommen, og det var for mig starten på en beskyttet barndom. Mit tøj blev foret med skumgummi, og jeg fik en skumgummihjelm på hovedet.
Mine første leveår tilbragte jeg megen tid på Århus Kommunehospital, blødermedicinen var helt ny dengang og man var ikke sikker på den hjalp godt nok, og derfor blev jeg indlagt med det samme jeg fik en blødning. Det var en hård tid, og jeg husker de ensomme timer, dage og uger på hospitalet. I børneafdelingen var der, for en lille fyr som mig, enormt højt til loftet, og gangene rungede af ensomhed på en måde som de kun kan gøre på et hospital. Mor vidste hvor svært det var for mig så hun var hos mig så meget hun kunne, samtidig havde min far mere end rigeligt at gøre med at tjene penge som langturschauffør så familien kunne få smør på brødet.

Trods de mange dage på hospitalet og den evige angst for når jeg skulle stikkes for at få min medicin, husker jeg min barndom som lykkelig. Mine forældre gjorde det fantastisk for at mine søskende og jeg ikke skulle mærkes alt for meget til problemerne. Men hvor jeg ofte havde min mor hos mig, måtte mine søskende Per og Pernille, ofte tilbringe tiden hos naboer og venner når jeg pludselig fik en blødning, og mor så på fem minutter skulle ud af døren, og køre mig til Århus så jeg kunne få min medicin.

 

I 1982 startede jeg i børnehaveklassen på Humlum skole, og jeg holdt meget af det. Men desværre fik jeg samme år et pludseligt stort høretab samtidig på begge ører. Lægerne var i vildrede, de havde aldrig oplevet sådan noget før, og de forsøgte at finde råd med kollegaer fra udlandet men intet kunne de gøre, og høretabet blev så stort at jeg dette år fik mine første høreapperater. Det var både ulykkeligt, men også lidt heldigt at det trods alt ikke var sket før, for jeg havde som seks årig allerede lært at tale og derfor bevirkede mit høretab ikke at jeg umiddelbart fik problemer med at kommunikere, dog husker jeg at det var meget svært at vænne sig til den anderledes lyd. Men da man som seks årig ikke har de store traumer med nye ting lærte jeg hurtigt at bruge mine høreapperater, hvor voksne nok har mere svært ved det. Set i bakspejlet blev der desværre ikke taget ordentlig hensyn til mit høretab i skolegangen, og det bevirkede at jeg altid havde svært ved at følge med, og i irritation ofte var urolig i timerne. Faktisk var det først da jeg kom i ottende klasse at jeg følte der blev taget hensyn til mit høretab så jeg kunne følge med på lige fod med kammeraterne, indtil da havde jeg konstante måtte høre på lærernes: "Palle kan høre det han vil høre, basta".

Blødersagen
I 1982 begyndte man for første gang at høre om AIDS hos blødere i USA. Det gjorde at bløderne i Danmark, og forældrene til os børn, var meget ængstlige ved at bruge medicinen som ellers var et sandt mirakel for bløderne. Før medicinen kom til levede bløderne på vanførerhjem og blev invalide allerede i en tidlig alder, og blev ofte ikke ret gamle. Men med blødermedicinens indtog ændrede det sig og man kunne leve et næsten almindeligt liv. Men nu kom så utrygheden ved medicinen, for selvom alle var glade for medicinen, så var man meget bange for AIDS.
Lægerne og sundhedsstyrelsen sagde at ingen var smittet i Danmark og at der ikke var fare for det, og overhørte derfor kravet om at screene og varmebehandle medicinen. Det blev skæbnesvangert, og 90 mennesker blev i de kommende år smittet med HIV som er tilstanden før man udvikler AIDS.
Mine forældre bad også om ren medicin, men blev først efter lang tids tovtrækkeri tilbudt det, og da viste det sig at være for sent.
I 1984 ved et tilfælde fik min mor besked om at jeg var smittet med HIV, lægerne havde såmænd testet mig for HIV uden mine forældres viden. 
Det blev startet på en lang og sej kamp for mine forældre, først og fremmest blev de ikke tilbudt nogen oplysning eller hjælp til at forstå hvad HIV var, det eneste de hørte var nyhederne fra USA om at mennesker døde fra den ene dag til den anden. Og den tid de gik i møde var fuld af fordomme og uvidenhed, samt manglende forståelse og ansvarstagen fra myndighederne. 

Det var først da jeg blev 13-14 år at jeg selv begyndte at spekulere over hvad HIV var, og hvad det betød for mig og min fremtid. Jeg fik en fantastisk hjælp fra Bløderforeningens psykolog til at kunne forstå det hele på en god og konstruktiv måde, men uanset hvor god hjælp man får så var det svært at vænne sig til det faktum det var dengang, at jeg skulle dø. Bedre blev det ikke af at mange af bløderne vitterligt døde i disse år, familie, venner og bekendte.
Da jeg var 16 år henvendte Bløderforeningen sig til os en dag, de fortalte at en journalist fra Jyllandsposten gerne ville interviewe mig og min familie, og den artikel blev for alvor starten til den utrolige medieomtale som man i dag husker som Blødersagen, for første gang gik det for alvor op for danskerne hvad der var sket med de 90 blødere, og indsatsen resulterede i at vi fik en forhøjet godtgørelse på 750.000.- kr af den danske stat, en erstatning ville man ikke give os da man ikke ville erkende at man havde et direkte ansvar. Dette blev senere prøvet ved landsretten hvilket resulterede i en af de mest skandaløse domme i dansk retshistorie, så godt som pure frifindelse til alle anklagede parter.
Min familie og jeg var et af midtpunkterne i hele presseomtalen om Blødersagen, og artiklen i Jyllandsposten blev fulgt op af artikler i så godt som alle danske aviser og ugeblade, samtidig med at vi flere gange var med i det meget populære Eleva2ren på TV2, samt mange andre TV-udsendelser. Hele den polemik omkring Blødersagen blev senere den direkte årsag til at jeg valgte at engagere mig i politik, men det står der mere om på www.blodersagen.dk hvor man bl.a. i avisarkivet kan læse næsten alle artiklerne vi gennem årene har medvirket i.

 

Kræft
I 1992 startede jeg på HF ved Struer Gymnasium. Men det blev meget svært for mig at koncentrere mig om studierne. Min mor havde fået konstateret kræft i lungerne, og selvom den første operation forløb som den skulle, varede det ikke længe før kræften dukkede op igen, denne gang i hjernen. Det var en situation som jeg havde utrolig svært ved at overskue, min mor betød alt for mig, hun havde altid været der hele mit liv, og efter de mange ture til Århus sammen, kendte vi hinanden på en måde der nok ikke er mange forundt.
Efter lang tids sygdom døde hun i sommeren 1993, blot 47 år gammel, og det var et chok af dimensioner for mig. Jeg var sytten år og boede som den eneste af os børn stadig hjemme, og i dag kan jeg takke min far for at jeg kom helskindet igennem sorgen. Han var som altid, en stor klippe man uanset stormens susen altid kunne klamre sig til, han var i virkeligheden det menneske jeg for evigt og altid vil beundre og respektere mest. Med sit rolige væsen besad han et fantastisk overblik, og selvom han havde haft et besværligt liv mistede han aldrig jordforbindelsen. Det var hans styrke der fik os søskende videre efter mors død, og han skabte med sin humor og optimisme et godt hjem for os.

Men alting får en ende, i slutningen af 1995 begyndte han at få problemer med iskiasnerven. Han havde arbejdet hårdt hele sit liv, og vi mente alle det var derfor da hans ryg heller ikke havde det for godt. Men det skulle vise sig at årsagen var en helt anden. I januar 1996 fik han konstateret kræft ved korsbenet.
Det var en situation ingen af os rigtig kunne overskue. Vi var lige, så godt vi kunne, kommet os over mors død, og nu kom det her så også. Det slog selvfølgelig far ud umiddelbart efter han fik det at vide, men efter at have sundet sig gjorde han som han altid havde gjort, holdt optimismen og humøret højt, det her skulle han nok klare mente han, og vi der kendte ham troede på det.
Han var i sandhed et eksempel for os alle, uanset sygdommens op og nedture bevarede han sit overblik og sin livslyst, og vi fik mange gode timer trods skyggerne der samlede sig mere og mere over os. Men på trods af sin livslyst og fightervilje måtte far til sidst give op, det hele skete så hurtigt til sidst at han aldrig nåede at opfatte at nu var enden nær.
Far døde i februar 1997 hjemme i sin seng i vort barndomshjem, os søskende havde passet og plejet ham på samme måde som han havde gjort med vores mor, for det vidste vi han helst ville. 53 år blev han.

En ny tid
Jeg var flyttet hjemmefra som 18 årig, men flyttede hjem igen allerede året efter da far ellers ville have været nødt til at sælge vores hus. Så jeg boede hjemme hos ham, sammen med min storebror Per. Men hvor far altid havde været der og hjulpet mig skulle jeg nu pludselig starte et nyt liv helt alene. Jeg fik hurtigt en lejlighed inde i Struer, og mine søskende hjalp mig med at komme på plads. Men der var meget man som 21 årig stadig ikke vidste nok om, og uden et hjem at komme hjem til måtte jeg selv løse mine problemer hen af vejen. Det var uden sammenligning den sværeste tid i mit liv, og det blev ikke bedre af at mit helbred pludselig begyndte at gøre knuder. Jeg fik pga. nogle piller en blodprop i benet, og så var jeg i et stykke tid indlagt med en gang lungebetændelse som jeg var bange for ville ende med at give mig AIDS i udbrud. Så galt gik det dog ikke, heldigvis. Og i november samme år stillede jeg for første gang op til byrådsvalget i Struer. En sølle håndfuld stemmer var hvad jeg manglede for at komme ind da resultatet blev gjort op, og det var næsten mere end jeg kunne bære i mit håb for at finde noget at fylde tiden og dagene ud med.

Politik blev alligevel min måde at komme videre på, og det kan der læses mere om andetsteds på denne hjemmeside. Jeg kørte Taxi i weekenderne og om natten, og så kom kærligheden også langt om længe til mig, i første omgang dog i en håbløs og fortvivlet udgave hvor mange nattetimer efterhånden gjorde mig til digter. Jeg skrev masser af digte i den tid, for at få det hele ud, og for måske at give mig og hende håb, det hjalp dog ikke på min første kærlighed som blot varede fire måneder, men på mange måder blev de fire måneder alligevel nøglen til at jeg endnu engang kom videre, og med digtene fik jeg bearbejdet sorgen og meningen med det hele, og derefter gik der såmænd blot tre måneder før jeg fandt mit livs kærlighed, Rikke. Hende blev jeg gift med den 13 maj 2000. I februar 2004 blev vi forældre til en lille solstråle, Johannes. Tre år efter, i 2007, kom Gabriel og Emmanuel så til verden.

Bogen
Den 23 april 2010 var en stor dag, da debuterede jeg som forfatter med selvbiografien "En dag ad gangen - en historie fra Blødersagen". Hanne Reintoft og Jane Aamund hjalp mig undervejs, og bogen åbnede på sin vis op for et nyt kapitel i mit liv. Læs meget mere om det på www.blodersagen.dk