|
|
|
|
Her er historien om mit liv Trods
de mange dage på hospitalet og den evige angst for når jeg
skulle stikkes for at få min medicin, husker jeg min barndom
som lykkelig. Mine forældre gjorde det fantastisk for at mine
søskende og jeg ikke skulle mærkes alt for meget til problemerne. Men hvor jeg ofte havde min mor hos mig, måtte
mine søskende Per og Pernille, ofte tilbringe tiden hos
naboer og venner når jeg pludselig fik en blødning, og mor
så på fem minutter skulle ud
af døren, og køre mig til Århus så jeg kunne få min
medicin. |
|
|
I 1982 startede jeg i børnehaveklassen på
Humlum skole, og jeg holdt meget af det. Men
desværre fik jeg samme år et pludseligt stort høretab
samtidig på begge ører. Lægerne var i vildrede, de havde
aldrig oplevet sådan noget før, og de forsøgte at finde råd
med kollegaer fra udlandet men intet kunne de gøre, og
høretabet blev så stort at jeg dette år fik mine første
høreapperater. Det var både ulykkeligt, men også lidt heldigt
at det trods alt ikke var sket før, for jeg havde som seks årig allerede lært at tale og
derfor bevirkede mit høretab ikke at jeg umiddelbart fik
problemer med at kommunikere, dog husker jeg at det var meget
svært at vænne sig til den anderledes lyd. Men da man som seks
årig ikke har de store traumer med nye ting lærte jeg hurtigt
at bruge mine høreapperater, hvor voksne nok har mere svært ved
det. Set i bakspejlet blev der desværre ikke taget ordentlig
hensyn til mit høretab i skolegangen, og det bevirkede at jeg
altid havde svært ved at følge med, og i irritation ofte var
urolig i timerne. Faktisk var det først da jeg kom i
ottende klasse at jeg følte der blev taget hensyn til mit
høretab så jeg kunne følge med på lige fod med kammeraterne,
indtil da havde jeg konstante måtte høre på lærernes:
"Palle kan høre det han vil høre, basta".
|
|
|
Blødersagen I 1982 begyndte man for første gang at høre om AIDS hos blødere i USA. Det gjorde at bløderne i Danmark, og forældrene til os børn, var meget ængstlige ved at bruge medicinen som ellers var et sandt mirakel for bløderne. Før medicinen kom til levede bløderne på vanførerhjem og blev invalide allerede i en tidlig alder, og blev ofte ikke ret gamle. Men med blødermedicinens indtog ændrede det sig og man kunne leve et næsten almindeligt liv. Men nu kom så utrygheden ved medicinen, for selvom alle var glade for medicinen, så var man meget bange for AIDS. Lægerne og sundhedsstyrelsen sagde at ingen var smittet i Danmark og at der ikke var fare for det, og overhørte derfor kravet om at screene og varmebehandle medicinen. Det blev skæbnesvangert, og 90 mennesker blev i de kommende år smittet med HIV som er tilstanden før man udvikler AIDS. Mine forældre bad også om ren medicin, men blev først efter lang tids tovtrækkeri tilbudt det, og da viste det sig at være for sent. I 1984 ved et tilfælde fik min mor besked om at jeg var smittet med HIV, lægerne havde såmænd testet mig for HIV uden mine forældres viden. Det blev startet på en lang og sej kamp for mine forældre, først og fremmest blev de ikke tilbudt nogen oplysning eller hjælp til at forstå hvad HIV var, det eneste de hørte var nyhederne fra USA om at mennesker døde fra den ene dag til den anden. Og den tid de gik i møde var fuld af fordomme og uvidenhed, samt manglende forståelse og ansvarstagen fra myndighederne. Det var først da jeg blev 13-14 år at jeg
selv begyndte at spekulere over hvad HIV var, og hvad det betød for
mig og min fremtid. Jeg fik en fantastisk hjælp fra Bløderforeningens
psykolog til at kunne forstå det hele på en god og konstruktiv måde, men uanset hvor god hjælp man får
så var det svært at vænne sig til det
faktum det var dengang, at jeg skulle dø. Bedre blev det ikke
af at mange af bløderne vitterligt døde i disse år, familie, venner og
bekendte. |
|
|
|
|
Kræft I 1992 startede jeg på HF ved Struer Gymnasium. Men det blev meget svært for mig at koncentrere mig om studierne. Min mor havde fået konstateret kræft i lungerne, og selvom den første operation forløb som den skulle, varede det ikke længe før kræften dukkede op igen, denne gang i hjernen. Det var en situation som jeg havde utrolig svært ved at overskue, min mor betød alt for mig, hun havde altid været der hele mit liv, og efter de mange ture til Århus sammen, kendte vi hinanden på en måde der nok ikke er mange forundt. Efter lang tids sygdom døde hun i sommeren 1993, blot 47 år gammel, og det var et chok af dimensioner for mig. Jeg var sytten år og boede som den eneste af os børn stadig hjemme, og i dag kan jeg takke min far for at jeg kom helskindet igennem sorgen. Han var som altid, en stor klippe man uanset stormens susen altid kunne klamre sig til, han var i virkeligheden det menneske jeg for evigt og altid vil beundre og respektere mest. Med sit rolige væsen besad han et fantastisk overblik, og selvom han havde haft et besværligt liv mistede han aldrig jordforbindelsen. Det var hans styrke der fik os søskende videre efter mors død, og han skabte med sin humor og optimisme et godt hjem for os. Men alting får en ende, i slutningen af 1995
begyndte han at få problemer med iskiasnerven. Han havde arbejdet hårdt
hele sit liv, og vi mente alle
det var derfor da hans ryg heller ikke havde det for godt. Men
det skulle vise sig at årsagen var en helt anden. I januar 1996
fik han konstateret kræft ved korsbenet. |
|
|
En ny tid Politik blev alligevel min måde at komme videre på, og det kan der læses mere om andetsteds på denne hjemmeside. Jeg kørte Taxi i weekenderne og om natten, og så kom kærligheden også langt om længe til mig, i første omgang dog i en håbløs og fortvivlet udgave hvor mange nattetimer efterhånden gjorde mig til digter. Jeg skrev masser af digte i den tid, for at få det hele ud, og for måske at give mig og hende håb, det hjalp dog ikke på min første kærlighed som blot varede fire måneder, men på mange måder blev de fire måneder alligevel nøglen til at jeg endnu engang kom videre, og med digtene fik jeg bearbejdet sorgen og meningen med det hele, og derefter gik der såmænd blot tre måneder før jeg fandt mit livs kærlighed, Rikke. Hende blev jeg gift med den 13 maj 2000. I februar 2004 blev vi forældre til en lille solstråle, Johannes. Tre år efter, i 2007, kom Gabriel og Emmanuel så til verden. Bogen |
|
