Ravnen
Kristeligt
Dagblad d. 10 juli 1959
En kronik af: Egon Nielsen
Lad
det være sagt til en begyndelse, at "ravnen" var ingen rigtig
fugl - han var kolportør for Lohses Forlag; men når han dukkede frem i
dørkarmen med sin sorte kasket trygt hvilende på de frostbidte ører,
der med respekt at melde skilte sig påfaldende ud fra den øvrige
personlighed, var hans første, gemytlige hilsen: Godaw, ja det er
s´mænd bare æ ravn, der flyver forbi!
Det er ikke just sådan en mundfuld, man ifølge litteraturkritikken kunne
have ventet af en rejsende i gudelige småting; men det var altså
"ravnen"s hilsen. Og før han havde talt ud, var han allerede
igang med at give håndtryk og fordele venlighed - afmålt i store
portioner passende til hver enkelts behov.
"Ravnen" arriverede på en vældig høj og fornem cykel med
store bagagerum anbragt kunstværdigt foran og agter. Dér var varelageret
magasineret, tunge bogpakker, indviklet i lag af karduspapir - og
tilsidst, yderst mod regn og blæst, nogle vindinger voksdug. Hverken
"Strandfogedens datter" eller "Tunagårdens hvide
roser" kunne lide overlast i den mundering. "Ravnen" drog
omsorg for dem.
Da man var lille og kun havde dryppet under næsen hængende et par tommer
over bordfladen, var det en uoverskuelig rigdom af åndelige værdier, som
var repræsenteret i "ravnen" og hans bøger. Vi boede nær ved
stationen, så det fiskede sig automatisk sådan, at han til sidst kom til
os. Så skulle cyklen stå i vores gang til næste morgen tidlig. Han
havde beregnet sig rigelig ventetid, før han træt af dagens møje begav
sig mod stationen for at tage toget hjem til sit eget. Hans sidste
bemærkning gjaldt altid den mindste.
- Do mo godt lån mi cykel, og do mo osse si æ bøger!
Det var to gode tilbud på én gang. Det med at låne cyklen indebar
forpligtelsen til at sørge for, at den kom "godt i stald". Som
alle ædle racere havde den bedste af at blive rørt lidt før natten.
Derfor hægtede jeg mig altså fast i "pedanlerne" greb med
højre hånd om "stangen" mens jeg lod den venstre klare
styretøjet. Således påmonteret maskineriet tog jeg nogle drabelige
køreture - helt op til købmandens og tilbage igen. Vinden fløjtede i
parykken, og livet var værd at leve.
Dengang var det en anden verden. Selv om vi havde elektrisk lys, og med
så godt som evige lamper, hvorfor kaskader af solskin formåede at
gennemtrænge åringers fluesnavs og nattens mørke, bare vi rørte ved
knappen - selv om vi havde al den herlighed, var det endnu skik, at jorden
beboere holdt "mørkning". Vi sad i vore stuer og så ud på
himlen, mens den afklædte sig dagens farvepragt og tog nattøjet på. Alt
stort og godt kom os nær. Ingen af os sagde noget. Vore sind skulle samle
sig. Snart var skikkelserne som gik forbi på vejen udenfor, ukendelige.
De var som dunkle eventyr, der kom ingen steder fra og skulle alle vegne
hen. Og så var den time inde, da mor fortalte historier, fra da hun var
lille. Når dét var ovre, så først blev lyset tændt - ikke ved et tryk
på den kostbare kontakt, nej: petroleumslampen blev stillet på bordet.
Det elektriske var kun en reserve at falde tilbage på, når man skulle
flotte sig eller på en eller anden måde havde brug for hurtig hjælp.
Petroleumslampen tegnede sin klare kegle i stuens halvmørke rum. Ude i
gangen stod "Ravnen"s cykel pænt på sin plads mod væggen. De
enorme bogpakker i voksdugsemballagen var anbragt på gulvet.
- Muer, æ ravn saae, æ mot osse si æ bøger?!
- Ja, men pas nu endda godt po´em!
Næppe nogensinde i litteraturhistorien er bøger blevet pakket ud med mer
forelsket håndelag, end når jeg i min barndom løste båndene på
"ravnen"s pakker. Der blev klappet og glattet og gnedet. En for
en tog jeg herlighederne i øjesyn og mærkede mig nøje, at de nu også
blev lagt tilbage igen på selvsamme plads. Naturligvis kunne jeg ikke
læse bøgerne, de var jo uopskårne. Men jeg kunne kigge i dem og nyde
alt det, de bar åbent til skue. Især var de spændende på bagsiden,
hvor der stod, hvad de handlede om; men også foran var der mad til en
sultende sjæl. Viggo Bangs omslagstegninger havde meget at sige. I
sådanne andagtsfyldte stunder, alene med Lohses nyheder, havde jeg en
levende fornemmelse af, at her i denne verden fandtes ingen mere mandig
beskæftelse, end "ravnen"s. Intet forekom mig mere eventyrligt
og tappert og betydningsfuldt, end det "ravnen" udrettede, når
han i al slags vejr kæmpede sig frem af vejen og gik gennem lukkede døre
- med bøger.
Næste morgen kom "ravnen" igen. Han kom med første tog, og
allerede i det årle gry smilede han farvel og tak og gik til dagens
gerning i Guds navn.
Sådan blev det ved år efter år. Lige så sikkert, som der var
konfirmation, havde vi besøg af "ravnen". Så gjaldt det især
bibler og samlebøger. I December var det julegaver. Men han sagde aldrig,
at han kom for at sælge noget. Han kom nærmest på besøg hos kære
venner, og han var velkommen. Det beroede på rene tilfældigheder, at
folk købte bøger af ham. Men det gjorde de altså. De købte fortrinsvis
efter mål og vægt. "Ravnen" anede vist ikke noget om, at
bøger også have med kultur at gøre. Det var slet ikke det, han snakkede
med mennesker om, hvor han kom frem. Derimod vidste han af egen erfaring,
at vejen gennem verden snor sig underlig og er vanskelig at fare. Og han
vidste en hel masse om en vej, som verden ikke kender. Det var fortrinsvis
den vej, der lå ham på sinde. Og han gik den med godt humør.
På den tid stod det alle bevidst troende mennesker klart, at endens tid
var for hånden. Tegnene i sol og måne, sammenholdt med Johannes
åbenbaringen og konjunkturerne på verdensmarkedet, talte alle deres
tydelige sprog. Alt dette satte selvfølgelig sit præg på
"ravnen"s bogpakker. Domprovsten i Roskilde stillede med vanlig
omhu tingene på plads i tusindårsriget. Inge Hoffmann-Bang illustrerede
de sidste begivenhedsrige dage af menneskehedens historie, og vi, som var
unge i disse år, ærgede os over alt det dejlige, vi ville gå glip af
hernede, når menigheden om føje tid skulle bortrykkes - og vi med den.
Og så kom den anden verdenskrig. Der var altså noget om snakken. De
havde ikke talt helt fejl, de, der fornam at noget apokalyptisk var i
gære, og de handlede ikke ansvarsløst, de, der sagde, at nu gjaldt det
om at være rede til det store opbrud. De havde ret, alle de, der gik og
gjorde grin ved at kalde folk til samling om de evige værdier.
"Ravnen" for uforanderlig. Man skulle nærmest tro, han havde
fundet sig til rette med et gråhåret alderstrin et sted midt i
halvfjerdserne, hvorfor han ikke havde i sinde at vige. Med os andre var
det noget helt andet. Vi røg i vejret og foldede os ud.
Da krigen kom, var det allerede mange år siden, han havde leveret os en
konfirmationsbibel med vort navnetræk i ægte guld. Nu var vi nogle
vældige kraftkarle, som sang nationalsange og gik med illegale blade. Det
knugede ikke vore skuldre, at vi efterhånden var den slægt, fremtiden
hvilede på. Vi glemte så meget, vi burde have husket, og huskede så
meget vi burde have glemt. Mens krigen åd by efter by i Europa, vendte vi
hver sommer tilbage til hjemstavnen og nød solskinnet og blæsten og mors
mad.
Det var netop sådan en feriedag derhjemme - hen imod aften. Jeg var alene
i stuen. Pludselig banker det på døren - og så var han der med sin
sorte kasket trygt hvilende på de frostbidte ører, som med respek at
melde skilte sig påfaldende ud fra den øvrige personlighed.
- Godaw, ja det er s´mænd bare æ ravn, der flywer forbi!
Jeg tror ikke, jeg ville være blevet mere overrasket, hvis profeten Elias
havde holdt uden for med sin ildvogn. For jeg havde glemt
"ravnen". Han hørte ikke med til min nye verden. Og nu stod han
altså foran mig i egen høje person. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle
sige, eller hvor jeg skulle se hen.
"Ravnen" var blevet gammel. Inde i mit sind sagde det med
indiskutabel styrke: Det er sidste gang, du ser "ravnen", hvad
enten det er ham, der skal dø - eller det er dig!
Jeg stod ansigt til ansigt med min fortid. Min fortid var en gammel,
troende kolportør, hvis nærværelse var intet mindre end dommen over mig
og mit. I tusindedele af et sekund begreb jeg at havde havde det altsammen
ukrænket i sig - alle de sejre, min generation skulle vinde over alskens
tyranni. De var vundet.
Og her skal beretningen slutte. At der gik endnu mange år, inden
"ravnen" fik hjemlov, er en ting for sig. Da han den sommeraften
trykkede min hånd farvel, vidste vi begge, det var sidste gang.
- Det var endda skjøn å si dæ ijen, sagde han.
Tilbage
til historie om Peder Larsen Ravn
|