Ravnen

Kristeligt Dagblad d. 10 juli 1959
En kronik af: Egon Nielsen

Lad det være sagt til en begyndelse, at "ravnen" var ingen rigtig fugl - han var kolportør for Lohses Forlag; men når han dukkede frem i dørkarmen med sin sorte kasket trygt hvilende på de frostbidte ører, der med respekt at melde skilte sig påfaldende ud fra den øvrige personlighed, var hans første, gemytlige hilsen: Godaw, ja det er s´mænd bare æ ravn, der flyver forbi!
Det er ikke just sådan en mundfuld, man ifølge litteraturkritikken kunne have ventet af en rejsende i gudelige småting; men det var altså "ravnen"s hilsen. Og før han havde talt ud, var han allerede igang med at give håndtryk og fordele venlighed - afmålt i store portioner passende til hver enkelts behov.
"Ravnen" arriverede på en vældig høj og fornem cykel med store bagagerum anbragt kunstværdigt foran og agter. Dér var varelageret magasineret, tunge bogpakker, indviklet i lag af karduspapir - og tilsidst, yderst mod regn og blæst, nogle vindinger voksdug. Hverken "Strandfogedens datter" eller "Tunagårdens hvide roser" kunne lide overlast i den mundering. "Ravnen" drog omsorg for dem.
Da man var lille og kun havde dryppet under næsen hængende et par tommer over bordfladen, var det en uoverskuelig rigdom af åndelige værdier, som var repræsenteret i "ravnen" og hans bøger. Vi boede nær ved stationen, så det fiskede sig automatisk sådan, at han til sidst kom til os. Så skulle cyklen stå i vores gang til næste morgen tidlig. Han havde beregnet sig rigelig ventetid, før han træt af dagens møje begav sig mod stationen for at tage toget hjem til sit eget. Hans sidste bemærkning gjaldt altid den mindste.
- Do mo godt lån mi cykel, og do mo osse si æ bøger!
Det var to gode tilbud på én gang. Det med at låne cyklen indebar forpligtelsen til at sørge for, at den kom "godt i stald". Som alle ædle racere havde den bedste af at blive rørt lidt før natten. Derfor hægtede jeg mig altså fast i "pedanlerne" greb med højre hånd om "stangen" mens jeg lod den venstre klare styretøjet. Således påmonteret maskineriet tog jeg nogle drabelige køreture - helt op til købmandens og tilbage igen. Vinden fløjtede i parykken, og livet var værd at leve.
Dengang var det en anden verden. Selv om vi havde elektrisk lys, og med så godt som evige lamper, hvorfor kaskader af solskin formåede at gennemtrænge åringers fluesnavs og nattens mørke, bare vi rørte ved knappen - selv om vi havde al den herlighed, var det endnu skik, at jorden beboere holdt "mørkning". Vi sad i vore stuer og så ud på himlen, mens den afklædte sig dagens farvepragt og tog nattøjet på. Alt stort og godt kom os nær. Ingen af os sagde noget. Vore sind skulle samle sig. Snart var skikkelserne som gik forbi på vejen udenfor, ukendelige. De var som dunkle eventyr, der kom ingen steder fra og skulle alle vegne hen. Og så var den time inde, da mor fortalte historier, fra da hun var lille. Når dét var ovre, så først blev lyset tændt - ikke ved et tryk på den kostbare kontakt, nej: petroleumslampen blev stillet på bordet. Det elektriske var kun en reserve at falde tilbage på, når man skulle flotte sig eller på en eller anden måde havde brug for hurtig hjælp.
Petroleumslampen tegnede sin klare kegle i stuens halvmørke rum. Ude i gangen stod "Ravnen"s cykel pænt på sin plads mod væggen. De enorme bogpakker i voksdugsemballagen var anbragt på gulvet.
- Muer, æ ravn saae, æ mot osse si æ bøger?!
- Ja, men pas nu endda godt po´em!
Næppe nogensinde i litteraturhistorien er bøger blevet pakket ud med mer forelsket håndelag, end når jeg i min barndom løste båndene på "ravnen"s pakker. Der blev klappet og glattet og gnedet. En for en tog jeg herlighederne i øjesyn og mærkede mig nøje, at de nu også blev lagt tilbage igen på selvsamme plads. Naturligvis kunne jeg ikke læse bøgerne, de var jo uopskårne. Men jeg kunne kigge i dem og nyde alt det, de bar åbent til skue. Især var de spændende på bagsiden, hvor der stod, hvad de handlede om; men også foran var der mad til en sultende sjæl. Viggo Bangs omslagstegninger havde meget at sige. I sådanne andagtsfyldte stunder, alene med Lohses nyheder, havde jeg en levende fornemmelse af, at her i denne verden fandtes ingen mere mandig beskæftelse, end "ravnen"s. Intet forekom mig mere eventyrligt og tappert og betydningsfuldt, end det "ravnen" udrettede, når han i al slags vejr kæmpede sig frem af vejen og gik gennem lukkede døre - med bøger.
Næste morgen kom "ravnen" igen. Han kom med første tog, og allerede i det årle gry smilede han farvel og tak og gik til dagens gerning i Guds navn.
Sådan blev det ved år efter år. Lige så sikkert, som der var konfirmation, havde vi besøg af "ravnen". Så gjaldt det især bibler og samlebøger. I December var det julegaver. Men han sagde aldrig, at han kom for at sælge noget. Han kom nærmest på besøg hos kære venner, og han var velkommen. Det beroede på rene tilfældigheder, at folk købte bøger af ham. Men det gjorde de altså. De købte fortrinsvis efter mål og vægt. "Ravnen" anede vist ikke noget om, at bøger også have med kultur at gøre. Det var slet ikke det, han snakkede med mennesker om, hvor han kom frem. Derimod vidste han af egen erfaring, at vejen gennem verden snor sig underlig og er vanskelig at fare. Og han vidste en hel masse om en vej, som verden ikke kender. Det var fortrinsvis den vej, der lå ham på sinde. Og han gik den med godt humør.
På den tid stod det alle bevidst troende mennesker klart, at endens tid var for hånden. Tegnene i sol og måne, sammenholdt med Johannes åbenbaringen og konjunkturerne på verdensmarkedet, talte alle deres tydelige sprog. Alt dette satte selvfølgelig sit præg på "ravnen"s bogpakker. Domprovsten i Roskilde stillede med vanlig omhu tingene på plads i tusindårsriget. Inge Hoffmann-Bang illustrerede de sidste begivenhedsrige dage af menneskehedens historie, og vi, som var unge i disse år, ærgede os over alt det dejlige, vi ville gå glip af hernede, når menigheden om føje tid skulle bortrykkes - og vi med den.
Og så kom den anden verdenskrig. Der var altså noget om snakken. De havde ikke talt helt fejl, de, der fornam at noget apokalyptisk var i gære, og de handlede ikke ansvarsløst, de, der sagde, at nu gjaldt det om at være rede til det store opbrud. De havde ret, alle de, der gik og gjorde grin ved at kalde folk til samling om de evige værdier.
"Ravnen" for uforanderlig. Man skulle nærmest tro, han havde fundet sig til rette med et gråhåret alderstrin et sted midt i halvfjerdserne, hvorfor han ikke havde i sinde at vige. Med os andre var det noget helt andet. Vi røg i vejret og foldede os ud. 
Da krigen kom, var det allerede mange år siden, han havde leveret os en konfirmationsbibel med vort navnetræk i ægte guld. Nu var vi nogle vældige kraftkarle, som sang nationalsange og gik med illegale blade. Det knugede ikke vore skuldre, at vi efterhånden var den slægt, fremtiden hvilede på. Vi glemte så meget, vi burde have husket, og huskede så meget vi burde have glemt. Mens krigen åd by efter by i Europa, vendte vi hver sommer tilbage til hjemstavnen og nød solskinnet og blæsten og mors mad. 
Det var netop sådan en feriedag derhjemme - hen imod aften. Jeg var alene i stuen. Pludselig banker det på døren - og så var han der med sin sorte kasket trygt hvilende på de frostbidte ører, som med respek at melde skilte sig påfaldende ud fra den øvrige personlighed.
- Godaw, ja det er s´mænd bare æ ravn, der flywer forbi!
Jeg tror ikke, jeg ville være blevet mere overrasket, hvis profeten Elias havde holdt uden for med sin ildvogn. For jeg havde glemt "ravnen". Han hørte ikke med til min nye verden. Og nu stod han altså foran mig i egen høje person. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, eller hvor jeg skulle se hen.
"Ravnen" var blevet gammel. Inde i mit sind sagde det med indiskutabel styrke: Det er sidste gang, du ser "ravnen", hvad enten det er ham, der skal dø - eller det er dig!
Jeg stod ansigt til ansigt med min fortid. Min fortid var en gammel, troende kolportør, hvis nærværelse var intet mindre end dommen over mig og mit. I tusindedele af et sekund begreb jeg at havde havde det altsammen ukrænket i sig - alle de sejre, min generation skulle vinde over alskens tyranni. De var vundet.
Og her skal beretningen slutte. At der gik endnu mange år, inden "ravnen" fik hjemlov, er en ting for sig. Da han den sommeraften trykkede min hånd farvel, vidste vi begge, det var sidste gang.
- Det var endda skjøn å si dæ ijen, sagde han.

 Tilbage til historie om Peder Larsen Ravn