80 Aar.

Udklip fra en ukendt avis.

I morgen, den 16. Oktober, fylder fhv. Centralbestyrer P. L. Ravn, Uglev, 80 Aar.
P. Ravn er født i 1861 i Søndbjerg, hvor Forældrene havde en lille Landejendom. 10 Aar gl. kom han ud at tjene hos fremmede, og han havde nu forskellige Pladser, indtil han forlod Landbruget i 1893. De sidste 12 Aar af denne Periode var han Forkarl paa Odbygaard.
1893 udvidede Uglev Brugsforening med en Filial i Søndbjerg, som P. Ravn blev Uddeler og Bestyrer af. Aaret efter giftede han sig med Sine Klausen fra Jegindø. 1895 blev han Uddeler i Uglev, og her var han i 30 Aar, til Brugsforeningen ophævedes i 1925.
Samme Aar overtog han Uglev Telefoncentral, som han bestyrede indtil 1939. P. Ravn og Hustru bor stadig i Uglev, men ingen af dem har trods den høje Alder, Sine Ravn er 72 Aar, indstillet Arbejdet. Samtidig med, at han blev Centralbestyrer, fik P. Ravn Bevilling som Kolportør for Indre Mission, og med sin Bogtaske har han paa cyklen gennempløjet baade Sydthy og Holstebroegnen og gør det den Dag i Dag.
P. Ravn har mange Jern i Ilden. Han er en søgt Tækkemand. Det gamle Haandværk lærte han, da han var 18 Aar, men endnu i dette Efteraar er P. Ravn gaaet til Vejrs paa Hustagene for at lappe Hullerne. Og han er ogsaa Bogbinder. Denne Bestilling lærte han sig selv, mens han var Karl paa Odbygaard, mest for Underholdning og Tidsfordriv; men det er efterhaanden en Del Bøger, der er gaaet gennem hans Hænder.
P. Ravns Forældre var blandt de allerførste, der paa Thyholm sluttede sig til Indre Mission, og dér har han selv altid følt sig hjemme og taget livligt Del i Samfundsarbejdet, særlig blandt Børnene og de Unge. Der er faa, der som han kan tale til Børnene, som alle elsker P. Ravn, og han har da ogsaa været Søndagsskolearbejder i 36 Aar og er det endnu, ligesom han var Formand for KFUM. i 18 Aar. For Tiden er han Formand for Blaa Kors. Han er medlem af Odby Meninghedsraad og har været det udafbrudt i 29 Aar.
Der er 12 Børn i Ægteskabet, syv Døtre og 5 Sønner. En Søn er udvandret til Kanada, de øvrige er spredt over Landet.
P. Ravn kan se tilbage paa et ikke alene langt, men ogsaa ualmindeligt virksomt Liv, hvor han er kommet i Berøring med mange, der alle har lært at sætte Pris paa hans venlige væsen og gode humør, og mange vil sikkert sende deres gamle Ven en Hilsen paa hans 80-Aars Dag.

Tilbage til historie om Peder Larsen Ravn