Fortalt af hans søn Palle Lykke Ravn

Min far Kaj Larsen Ravn kom til verden d. 8 november 1943. Han var søn af Johannes og Olga Ravn, som boede i Tvolm på Thy hvor de havde et husmandssted, min farfar arbejdede også som daglejer for at få brød på bordet. Olga gik hjemme og passede husmandstedet og børnene, far og hans to søskende, Grethe (16/3-39) og Ruth (xx/3-49).
Fars folkeskoletid gik de første 3 år på Flarupskolen, og derefter kom han så op på den nye skole i Ydby. Som 15 årig kom han ud og tjene på Kirkegården (en stor gård ikke en kirke) i Ydby, der fik han 1100 kroner for et halvt år. Far var der, kun med et halvt års mellemrum, frem til januar 1961. Da skulle værnepligten aftjenes, hos Dronningens Livregiment i Nørre Sundby. Værnepligten varede 16 måneder. Og derefter fik han arbejde på Vildsund missionshotel, som hotelkarl. Hans job bestod i at vaske tøj, pudse sko osv., derudover passede han hotellets campingplads.
Efteråret 1963 gik han på Nørregaards Højskole i Hadsten. Der lærte han flere at kende som han bevarede venskabet med. Blandt andet Bent Hansen fra Helsingør, hvilket senere fik stor betydning.
Helsingør
Umiddelbart efter højskoleopholdet, præcis den 1 maj 1964 valgte far at flytte til Helsingør, hvor han havde fået et job som receptionist på Missions Hotellet.
Far kom til Helsingør den 1 maj 1964. Han havde på Nørregaards Højskole lært Bent Hansen at kende, og Bent var den eneste han kendte i byen da han kom til Helsingør. Bent var min kommende mors bror. Og det var ved fars mange besøg hos Bent, at mor og far begyndte at interessere sig for hinanden.  
Far arbejdede på Missions Hotellet, men mor kom tit kl 18 og besøgte ham, og så var det ikke så smart at han skulle møde på hotellet kl 19. Så efter et stykke tid sagde han op. Mor arbejdede nu som syerske, og de havde hver for sig fået et værelse i byen.
Far startede i maj 1965 som chauffør hos BP, og der lånte han et hus af chefen, så mor og far flyttede sammen på Unasvej i Helsingør. Far fik dog snart et andet arbejde, først i en blomsterforretning der hed "La France", og senere som udbringer af Margarine til købmænd.
Mor og far blev gift
I sommeren 1965, helt præcist den 10 Juni, blev mor og far viet i Ydby Kirke (hvor far både er døbt og konfirmeret) Dengang var det ikke velset at bo sammen før man blev gift, så far og mor havde aldrig fortalt Johannes og Olga om, at de allerede boede sammen. Og når de var på besøg hos dem, så sov mor og far altid hver for sig. Men nu blev de altså gift, og flyttede til Espergærde i et lille havehus, ved en villa. Mor arbejdede som syerske på Islands Brygge, og far fik et chauffør job hvor han kørte med mursten. Fars job holdt dog kun til efteråret var omme, så var der ikke mere arbejde. Og han blev i stedet chauffør hos Shell vinteren 1965.
Foråret 1966 tog far erhverskort og begyndte at køre Taxa, sammen med sin svorger Kurt. De kørte dog kun om aftenen og natten. Men august 1966 begyndte far at køre heltids Taxa.
Mor og far fik deres første barn Per den sommer, han blev født den 19 Juli 1966, og døbt i Kronborg Slotskirke.
Struer
Far fik tilbudt et job som chauffør hos K. K. Transport i Struer. Så den 1 november 1966 flyttede mor, far og Per til Struer. En stor omvæltning i hverdagen, specielt for mor. Far havde den tro at det var bedst at bo i Jylland, og det var grunden til at han tog i mod jobbet og familien flyttede. Mor havde en svær tid, far var ikke meget hjemme, og der gik mange år før hun følte sig accepteret i Struer. Efter de kom til Struer fik mor arbejde som syerske, og de fik stablet et hjem på benene. Nogle år efter ankomsten til Struer kom Pernille til verden d. 11 oktober 1972, efter at mor og far i lang tid gerne ville have haft et barn mere. Mor var gravid nogle gange inden, men aborterede hver gang. Min mor fik selv mellemnavnet Lykke fordi hun var et lykkebarn, som havde været  længe ventet, derfor fik Pernille nu også det mellemnavn. Kort tid efter Pernilles fødsel begyndte mor og far at bygge huset på Rørsangervej 37 i Bremdal. Og den 23 februar 1976 kom jeg så til verden.
Altid på farten
Far var i mellemtiden blevet ansat som chauffør hos Centrum Vinduer, og der arbejdede han i 25 år. Mor havde indimellem job som syerske, men da hun - pga. min blødersygdom - ofte skulle køre mig til Århus, mistede hun dem hurtigt igen. Så hun var mere hjemmegående husmor, som sørgede for at alt i hjemmet var i den skønneste orden. 
Far derimod arbejdede meget, ofte langt over 70 timer om ugen. Og det var mest i weekenderne vi børn havde glæde af ham.
Men han var en kærlig og tålmodig far, som lærte os at opføre os korrekt, og respektere og være høflige overfor andre mennesker.
Far var på mange måder en menneskekender, som folk altid sagde om ham, så "gik han ind i folk med træsko på". Forstået sådan at han var yderst velrespekteret, kendte utrolig mange mennesker og havde let ved at tale med alle.
Udover at køre de lange ture i lastbilen - som vi børn også var med på så ofte vi kunne - så kunne far ikke holde sig i ro når han endelig havde fri. Tiden skulle bruges fornuftigt, så han tegnede forsikringer for Forsikringsklubben Chaufførerne, og kørte sin store region tyndt i en lille Morris Mascot stationcar.
Derudover brugte han mange timer, som hjælper i handicapidrætsklubben Olympia, hvor jeg også deltog. Og når han endelig var hjemme snakkede han meget i telefon, for der var altid en masse der ringede. Og så lavede han også selvangivelser for folk, det skete han fik en halv gris for det, eller noget andet. Travl, det var han altid.
Omvæltning
Far havde den store sorg at miste hans hustru, vores mor, Rita, i 1993. Efter lang tids kamp mod kræftsygdommen, døde hun. Far havde passet hende hjemme til det sidste. Og var en fantastisk støtte for hende gennem hele sygdomsforløbet.
I årerne efter mors død, tog far og jeg på mange lange bilture. Vi i sommeren 1994 via Estland, Rusland og Finland oppe og vende Nordkap, inden turen gik ned gennem Norge. Året efter tog vi Østrig og alle de tidl. østlande; Ungarn, Bulgarien, Rumænien før vi endte Grækenland, og derfra sejlede til Italien og kørte op gennem dette smukke land. Turerne var begge over 8500 kilometer lange, og far elskede at være på farten. Ikke at vide hvad der ventede ved det næste stop. Vi kørte turerne spontant, stoppede når vi ville, og sov i bilen eller teltet om natten. Det var en herlig tid hvor vi udover at være far og søn, også blev hinandens bedste venner.
Optimist til det sidste
Men i 1997, efter pludselig sygdom, døde far af kræft, ligesom vores moder. Han havde med sin ukuelige livslyst og optimisme, kæmpet til det sidste. Men overmagten havde været for stor. 
Far havde familiens særkende; humoren, og han havde altid sagt, at han sikkert aldrig ville dø, for det havde han ikke tid til. 
Far efterlod os tre søskende en stor skat. For han var i sandhed et eksempel på en god far, samt en ærlig og respekteret mand som alle kunne lide. Med sin indsigt og sit lysende humør, skabte han altid smil og glæde omkring sig. Og det skal være mindet om ham. Ukuelighed, optimisme og livslyst, det var Kaj Larsen Ravn et eksempel på.

Tilbage til historie om Kaj Larsen Ravn