Johannes Larsen Ravns liv, fortalt af hans barnebarn Palle Lykke Ravn - Maj 2002.

Min farfar Johannes døde desværre da jeg blot var syv år gammel, men alligevel har jeg en klar erindring om ham. Min far fortalte mig meget om ham, men da min far døde i 1997 er det hans søster Ruth - Johannes og Olgas yngste datter - som har hjulpet mig med denne tekst.
Johannes har altid været en beskeden mand, og har aldrig ønsket at blive rost i lovord og tale. Men det skal siges at han var en god far, en far, der må stå som et lysende eksempel for os. Han var tro i ord og gerning. Han færdedes stille omkring, krævede aldrig den store opmærksomhed omkring sin person. Men han var alligevel en man lyttede til, en man havde respekt for.
Ruth mindes aldrig at være blevet grundig irettesat af sin far, men sagde han noget, blev det respekteret. Hun husker tydeligt hans omsorg for dem alle. Skulle de noget blev alt grundigt planlagt. Lige fra togrejsen til hjemkomsten. Han har altid villet dem det bedste.
Penge har der ikke altid været lige mange af i hjemmet, der var kriser hvor det bestemt ikke kunne løbe rundt. Men aldrig blev Johannes nedbrudt over det. an sagde altid roligt "Det skal nok gå altsammen". Og sandelig om det ikke gik. Familien manglede aldrig noget.
Johannes havde evnen til at se lyspunkter i enhver situation, det er i sig selv enestående menneskelige evner. Han udtalte sig aldrig negativt og pesimistisk om noget, uden at slutte af med alle lyspunkterne, der trods alt var.
Johannes var et positivt menneske, han formåede at holde modet oppe, trods uhyggelige smerter i en lang sygdomsperiode. Også det blev vendt til glæde. Efter to store operationer kunne han atter færdes ude blandt mennesker. Og netop det at færdes blandt mennesker, betød meget for ham. Han holdt af at fortælle en god historie, som regel var det selvoplevede tildragelser. Utroligt var det, hvad han kunne fortælle fra sin barndom og ungdom. De har væst aldrig haft en rolig time i Uglev by.
Johannes havde lune, og han kunne se det sjove i enhver situation. Kunne han lave sjov med andre mennesker gik han ikke af vejen for det. 
Vi børnebørn har haft en god farfar, en farfar, som vi kan være stolte af, og mindes med respekt. Johannes fortalte altid mange historier fra sin drengetid, han har spillet ludo og yatsy med dem. Altid skulle der være præmier, for han holdt meget af søde sager. Så kunne han ligesom tillade sig at købe en del hjem. Vi fik et godt forhold til ham, fordi han aldrig prøvede at belære os om, at sådan og sådan gjorde vi ikke, da jeg var ung.
Johannes døde pludselig, men han forstod at leve livet helt og fuldt, mens han levede. Han fik sit ønske opfyldt om en stille og rolig død. Han døde midt i udfoldelsen af sin hjælpsomhed, da han var ude og slå græs for en gammel dame. Skulle han selv udtale sig ville han havde været tilfreds. En ting ved vi, han gerne ville have bragt i iorden, stod det til ham, skulle Olga være hjemme frisk og rask. Han ville ikke selv have valgt at dø, mens hun lagde på sygehuset. Men Johannes vidste at vi ikke selv skal vælge. Derfor har han også altid været en tilfreds mand, under alle livets tilskikkelser. Han vidste, at en højere magt styrer os. Hans tro var urokkelig, og han var et enestående eksempel for os alle.

Tilbage til historie om Olga og Johannes Larsen Ravn